Hvad sker der egentlig
under en husrensning?

Familien havde i nogen tid oplevet ting, der ikke rigtig kunne forklares. Fjernsynet tændte og slukkede af sig selv. Lyset glimsede, på trods af friske lyspærer. Og der var en fornemmelse af, at de ikke var alene — ikke hele tiden, men i perioder.

Den dag det for alvor eskalerede, var den yngste datter kommet hjem fra skole. Moderen var på arbejde, søsteren endnu ikke hjemme. Hun satte sig i sofaen i stuen, tæt på spisebordet, hvor der blandt andet stod en tom coladåse. Og så begyndte den at snurre — på stedet, midt på bordet. Hurtigere og hurtigere og hurtigere.

Det er fuldstændig umuligt i vores fysiske verden. Pigen skræmtes så voldsomt, at hun løb ud af huset, ringede til sin mor og cyklede afsted for at møde hende på vejen. Hun græd og var utrolig oprevet. Moderen kontaktede mig nærmest inden de var kommet hjem igen.

Få dage efter mødte jeg op. Alle tre var vældig åbne og spirituelle — den yngste især. Det er ikke alle, der er det forud for disse oplevelser. Det viste sig at være en ret kæk afdød, der ønskede kontakt, fordi den kedede sig. Det var aldrig meningen at skræmme den unge pige — det var blot den afdødes måde at sige: 'Hej, jeg er her.'

Vi fik sendt den videre mod lyset, og der var efterfølgende en lang snak om, hvad man gør med sine evner, hvad mulighederne er — og ikke mindst, at evnerne oftest er noget man kan lære at kontrollere, og dermed selv bestemme om man vil gøre nytte af dem eller ej. Familien fik ro i huset igen, og den yngste pige fik et nyt perspektiv på det, hun kunne mærke.

"Det var aldrig meningen at skræmme nogen. Den afdøde ville bare ikke kede sig."

Igennem lang tid var hun, on and off, kommet hjem til at alle hendes rengøringsartikler var stillet ud på gulvet foran hoveddøren — præcis som keglerne på en bowlingbane. Bare ved at åbne sin dør væltede hun dem alle.

Hun var faktisk ret rolig ved det i starten. Det var mærkeligt, ja — men ikke skræmmende. Det var først da det begyndte at blive en nærmest daglig rutine, at hun kontaktede mig. For det blev simpelthen for meget at skulle igennem den oprydningsprocedure hver eneste dag.

Da jeg kom ud, viste det sig at være et barn — en sød lille dreng med spilopper i sig. Han var en drifter, altså en afdød der ikke havde boet i lejligheden, men var kommet forbi på sin vej. Han var fra 1940'erne, og han ventede på at komme op til sin mor.

Det tog ingen tid. Der var ikke rigtig nogen tunge spor at fjerne fra tidligere tiders mennesker. Han var klar til at tage afsted og stod parat og ivrig som en lille tinsoldat. Vi sendte ham op i lyset og videre til sin mor. En fin og hurtig transit — og kvinden kom aldrig hjem til væltede rengøringsartikler igen.

"Han stod parat og ivrig som en lille tinsoldat — klar til at komme videre."

Det skete en aften, da 'Sørine' så en herre stå ude i gangen. Hun var sikker på, at hun havde låst døren, men der stod han. Hun spurgte roligt, hvor han boede i etablissementet — uden at få svar. Så trissede hun ud i gangen for at hjælpe ham.

Men hun kom til at gå lige igennem ham. Det er en ret voldsom oplevelse — og hun blev helt ved siden af sig selv. Hun anede ikke, hvad der var op eller ned. Hun ringede til sin søn og bad ham komme med det samme og 'få manden væk'. Da sønnen ankom, lå hun inde i sin seng, helt nede under dynen, og var svær at få kontakt til.

Det var en svær opgave. Dels fordi Sørine var meget hørehæmmet, dels fordi hun havde fået så stor en åbning, at det var nærmest umuligt at stoppe strømmen af afdøde, der dukkede op. De første 14 dage efter mit første besøg var der dog helt ro. Ingen afdøde, alle var glade.

Men så begyndte der at komme andre og flere til. Ved andet besøg forsøgte jeg at lave en energiskærm — blå og grøn — rundt om hele etagehuset. Jeg etablerede den nede i haven, sammen med hendes søn. Sørine vidste ikke, hvad jeg gjorde. Men det pudsige var, at hun dagene efter fortalte sin søn og svigerdatter, at der stadig kom afdøde — men at de nu stod nede i haven bag 'sådan en stor høj væg, der var blå og grøn', og ventede på at komme afsted.

Familien fik tre clairvoyante ud på opgaven i alt. Det var en kompleks sag, og jeg ved ikke med sikkerhed, om det lykkedes at give Sørine fuldstændig fred. Men det var en opgave, der mindede mig om, at disse evner kan åbne sig hos alle — og at det kan være overvældende, når det sker uden forberedelse.

"Hun fortalte, at de afdøde nu stod bag 'en stor høj blå og grøn væg' nede i haven."

Hun havde vasket tøj, og der stod et fyldt tørrestativ i stuen. Vinduerne var lukkede. Men mens hun snakkede, så hun ud af øjenkrogen, at hendes slåbroksbælte svingede frem og tilbage. Hun viste det til veninderne via telefonen. De blev alle tavse.

De snakkede om, hvordan det overhovedet kunne lade sig gøre. Det stoppede med at svinge, men de var alle utrygge. Hun tjekkede efter — alle vinduer var lukkede i alle rum. Da hun stod i køkkenet, lød der en ukendt lyd ude i gangen. Hun gik derud.

Og gik direkte igennem en meget stor mand. Det er en mørk form for vind, ikke en synlig mur — og hun var ved at kaste op. Det er en af de mest voldsomme oplevelser, man kan have, og det er meget få, jeg er stødt på. Alle tre veninder gik i panik.

Hun styrtede ud af døren med kun det tøj, hun havde på, og sin håndtaske, og tog hen til en veninde. Hun skulle bare IKKE tilbage, før der var blevet renset. Jeg kunne heldigvis komme allerede et par dage efter.

Hun dirrede, da vi stod foran døren. Så der var også en del angst-healing af hendes system, jeg varetog. Det krævede, at jeg udførte den sidste rensning af mørk energi med støtte fra en tæt på mig — dog på afstand. Det tog ikke mere end 10 minutter. Og hun kunne gå hjem i sit eget hjem igen.

"Hun dirrede, da vi stod foran døren. Angsten sad dybt i hendes krop."

William kunne kommunikere med manden og ville gerne hjælpe ham — men han vidste ikke, hvordan man hjælper en afdød videre. Det er der ikke mange, der ved, selvom jeg tror, der findes børn, der bare instinktivt gør det.

Det var hans mor, der kontaktede mig. Hendes søn skulle have fred og ikke gå og tænke på den del af virkeligheden hele tiden — for han var begyndt at føle sig meget anderledes end sine kammerater.

De var begge hjemme, da jeg arbejdede på det via fjernrensning. Moderen kunne intet se eller høre, men godt mærke, at der jævnligt var en helt anden følelse i værelset. William derimod kunne se og høre det hele.

Det var ikke en svær opgave. Manden var helt klar til sin opstigning til lyset. William beskrev for sin mor, hvad der skete — og jeg kunne høre, at han så præcis det, der faktisk skete. Det var lidt fascinerende at opleve.

Der kom en dejlig og lang takkemail fra dem bagefter. Det var en fin oplevelse — og den bestyrkede min tro på, at husrensning kan lykkes over lang afstand, når den afdøde er klar og villig til at tage afsted.

"William beskrev præcis det, der skete — ord for ord. Det var fascinerende."